tirsdag den 13. maj 2008

Flot 4. plads ved DM

Heyns Raske Svende levede op til forventningerne, og opfyldte målet om en plads i semifinalen ved weekendens DM i 3-mands floorball.

Efter storspil i de indledende kampe slap kræfterne desværre op. I semifinalen blev det til et klart nederlag til de senere vindere fra 4Blochen (Herlev FC), og senere tabte svendene også kampen om 3. pladsen til I Capolisti (FFK) med sølle 2-1.

Pause kostede tempo
I stævnets to første kampe var der aldrig tvivl om udfaldet, og efter sikre sejre over LS Assjack (Ledøje Smørum) og CPH Shooters (Herlev) var kursen sat mod en 1. plads i puljen. Men en times pause kunne mærkes i de gamle ben, og en sikker føring på 3-0 over de senere sølvvindere fra Red Bulls blev sat over styr i kampens sidste sekund.

Det ramte holdet hårdt. Efterfølgende blev det også til et nederlag på 2-1 til rækkens dårligste hold fra Dyt Båt, Det Er Os I Blåt (Hafnia FC), og da holdet også måtte vinke farvel til en skadet Thomas Rother, synes en ellers sikker plads i semifinalerne uden for rækkevidde.

Den sidste gruppekampe mod Centrum skulle derfor vindes, og efter en uovertruffen kraftpræstation af de tre tilbageværende musketerer vendte holdet et truende nederlag til en sejr på 3-2 efter to mål i kampens sidste minut.

Kræfterne slap op
Semifinalen mod 4Blochen blev fløjtet op lige efter afslutningen af kampen mod Centrum, og her var det tydeligt for alle i hallen, at kræfterne hos de gamle stjernespillere var sluppet op. Fra 1-1 tog de senere guldvindere teten, og sendte Heyns Raske Svende videre til kampen om 3. pladsen.

Her stod de tre hårdt kæmpende svende overfor hele syv toptrimmede spillere fra FFK. Alligevel lykkedes det at drille det talstærke hold, og kun en heldig afslutning kort før tid sendte de rutinerede svende uden for medaljerækken.

Selv om de var mange var spillerne fra I Capolisti lettede over sejren mod de tre tilbageværende musketerer fra Heyns Raske Svende. Efter afgørelsen om 3. pladsen blev det til fælles foto med Thomas Helgstrand, Martin Dehlsen, Tune Wullf, Martin Skou, Allan Guldberg, Jesper Thøgersen, Niklas Nummela, Michael Jonasson, Jesper Malm og Jakob Mønster.

Resultater gruppekampe:

Heyns Raske Svende - LS Assjack: 4-2
CPH Shooters - Heyns Raske Svende: 3-6
Heyns Raske Svende - Red Bulls: 3-3
Heyns Raske Svende - Dyt Båt, Det Er Os I Blåt: 1-2
Heyns Raske Svende - Centrum FC: 3-2

Semifinaler:
4Blochen - Heyns Raske Svende 8-1

Bronzekamp:
I Capolisti - Heyns Raske Svende 2-1

Ingen kommentarer: